Hårde facts om hiv i det sydlige Afrika

Hårde facts om hiv i Afrika

Afrika i det globale perspektiv

På verdensplan lever 39 millioner i dag med hiv, og hver dag kommer der flere til.

Værst ramt i den globale hiv-epidemi er Afrika syd for Sahara, hvor kun 10 % af verdens befolkning bor. Alligevel er to tredjedele af alle verdens hivsmittede, 24,5 millioner, bosiddende i det sydlige og centrale Afrika.

I 1990 havde mindre end en million børn under 15 år i Afrika syd for Sahara mistet en eller begge forældre som følge af aids. I dag er dette tal steget til over 11 millioner, og i 2010 regner eksperter med, at antallet af børn, der er blevet forældreløse på grund af aids i denne region, runder 20 millioner.

Botswana: Fremskridt midt en håbløs situation

Botswana er et af verdens hårdest ramte lande i den globale hiv epidemi.

Ved udgangen af 2005 var ca. 270.000 hiv-smittede. 24,1 % af alle hiv-ramte er mellem 15 og 49 år. Af samme årsag er den gennemsnitlige levealder ifølge UNAIDS faldet fra 70 til omkring 40 i løbet af de sidste knap 20 år.

14.000 børn i Botswana er hiv-smittede og ikke minder end 120.000 børn er forældreløse pga. hiv.

Botswana er dog blevet et forgangsland for flere af de afrikanske lande pga. det nationale hiv-program. Det har betydet massive oplysningskampagner, og siden 2002 har myndighederne udleveret gratis hiv-medicin til de mange tusinde hiv-smittede. Derfor modtager 85 % af de hiv-smittede i dag den livsforlængende medicin.

Botswana er en demokratisk republik, der ligger i det sydlige Afrika og grænser op til Namibia, Zambia, Zimbabwe og Sydafrika. Landet blev selvstændigt i 1966 efter at have været under engelsk protektorat og er en af verdens absolut tyndest befolkede nationer. Selv om Botswana er på størrelse med Frankrig, bor der kun cirka 1,8 millioner mennesker.

Det var tidligere et af verdens fattigste lande, men fundet af diamanter i 1967 har forvandlet Botswana. I dag er det en af verdens største producenter af diamanter og har en høj levestandard efter afrikanske forhold, men der er stadig 50 % af befolkningen der lever for under 2 dollar om dagen, og som for eksempel ikke har råd til at betale de 25 øre det koster at tage bussen ind til hospitalet.

Sydafrika: Regeringen bærer sin del af skylden

Sydafrikas regering har i mange år ikke villet erkende, at den havde et problem med hiv, og præsident Mbeki har offentligt tvivlet på sammenhængen mellem hiv og aids. Senere har han offentligt stemplet hiv-behandlingen til at være mindst lige så farlig som den livstruende sygdom. Først for nylig er regeringen nølende gået i gang med behandlingen, og der er i dag kun 21 % af de mange hiv-smittede, som modtager behandling. Det svarer til 650.000 voksne og 10.000 børn. Derfor er mange tusinder hiv-smittede allerede døde og mange flere vil følge efter.

I dag er der i Sydafrika ca. 5,5 millioner hiv-smittede og ifølge UNAIDS er 18,8 % af alle 15-49 årige smittede.

Ca. 240.000 børn under 14 år er smittet, og hver dag fødes ca. 200 børn med hiv i Sydafrika.

Pga. de mange millioner hiv-smittede og de frygtelig mange dødsfald pga. aids er der i Sydafrika i dag 1,2 millioner forældreløse børn pga. hiv, og det frygtes, at der i 2015 vil være flere forældreløse børn, end der er voksne til at passe dem.

Sydafrika, der har Namibia, Botswana, Zimbabwe, Mozambique og havet som naboer, er på størrelse med Frankrig og Spanien tilsammen. Landet har ca. 47,5 millioner indbyggere og den mest veludviklede økonomi i hele Afrika - bl.a. pga. veludviklede miner og landbrug. Desværre har Sydafrika også en af verdens største uligheder, når det gælder rigdomme. Millioner af mennesker i Sydafrika er meget fattige. Ifølge UNAIDS har 34,1 % af befolkningen under 2 US dollar til rådighed om dagen med stor kriminalitet og meget dårlige leveforhold til følge.

Den gennemsnitlige levealder i Sydafrika er 49 år for kvinder og 47 år for mænd.

  Menu: Legetøj til Afrika
Legetøj til Afrika (toys4africa.dk)