![]() Foto: Martin Ballund
Sådan startede det heleEfter Marianne havde været i henholdsvis Syd Afrika og Botswana, hvor hun arbejdede med hiv-smittede, sad vi en dejlig solskinsdag i Lenettes have og talte om, hvor heldige vi er, at vi bor i Danmark. Vi kiggede på Lenettes to drenge, der hoppede rundt på deres trampolin med store mængder legetøj flydende rundt omring hele haven. Kontrasten mellem dette inferno af legetøj og børnene i Afrika var så stor, at vi mærkede den dårlige samvittighed snige sig ind på os. Kunne vi gøre noget? Var det muligt at tage af denne overflod og give bare en brøkdel af det vi havde og sende det til børnene i Afrika? Den ene idé tog den anden, og i løbet af kort tid havde vi skrevet løbesedler, der skulle hænges op i Århus og omegn. På løbesedlerne stod, at folk kunne aflevere deres brugte legetøj til os. Vi var så heldige, at vi fik en notits i avisen, der skrev om vores projekt. Vi fik skrevet en ansøgning om økonomisk støtte, som vi sendte ud til fonde og store firmaer. Vi troede nok ikke helt på, at det ville lykkedes i starten, men da dagen kom for vores indsamling af legetøj, fik vi troen på projektet. I løbet af dagen væltede det bogstaveligt talt ind med legetøj. Da mørket faldt på, sad vi i Mariannes stue og kunne knapt se hinanden for de bunker af legetøj der var overalt. De næste mange uger ringede vi til alle mulige og umulige instanser, og til sidst lykkedes det at få styr på både modtager og afsender. Vi lærte mange ting undervejs om told og diverse afgifter, man skal betale, med mindre man kender nogen der kender nogen, der ved hvordan man snor sig uden om… Af de mange ansøgninger vi sendte af sted om økonomisk støtte, kom over 90 procent tilbage med høflige men tydelige afslag. Men ved hjælp af flere gavmilde firmaer, privat personer og fonde lykkedes det os til sidst at få budgettet til at hænge nogenlunde sammen. Det lykkedes os at få transporten af legetøjet til en særdeles rimelig pris. Sidst i september 2005 vinkede vi farvel til 37 kasser fyldt med legetøj, der sejlede ud fra Århus havn med retning mod Botswana. En måned senere sad vi så i flyet på vej ned for at dele ud af Danmarks overflod af legetøj. Som I kan læse af vores forskellige rejsebeskrivelser, var det en stor succes. Så stor, at vi nu allerede er i gang med at samle ind til vores fjerde projekt. |
![]() |